FLOW i magisk optræden

Den 14. oktober 2019

FLOW i magisk optræden til "Magiske Dage" i Odense

”Jeg har lige været til rekvisitudsalg hos operaen, og det eneste jeg fik med hjem, var en gabestok ... Den skal vi nok få brug for på et tidspunkt!” sagde vores pedel, Axel, for nylig. Der gik kun to måneder, før han fik ret. Den blåmalede gabestok skal på scenen til festivalen Magiske Dage, hvor Fyns Symfoniorkester og teaterlinjen fra FLOW inviterer til en medrivende teaterkoncert om troldmanden Merlin.

I uge 42 er det atter tid til Magiske Dage i Odense, og vi er allerede i fuld gang med at forberede os! Traditionen tro fylder festivalen Odense med troldmandsudklædte børn, tudende ugler og boder, der sælger tryllestave og heksekedler. Festlighederne slutter med en stor teaterkoncert, som Fyns Symfoniorkester og FLOW er værter for.

Teaterkoncerten er et af festivalens helt store højdepunkter, og de mere end 1000 billetter bliver hvert år revet væk! Det er eliteelever fra FLOW’s teaterlinje, som står for at dramatisere og instruere en magisk fortælling, som Fyns Symfoniorkester spiller musik til, imens dansere fra Det Kongelige Teaters balletskole i Odense danser.

Troldmænd, middelalderkonger og gabestokke

Årets forestilling hedder Merlins magiske rejse og handler netop om den kendte troldmand Merlin. Scenen bliver derfor fyldt med kendte figurer som Merlin, Lady Morgana, Kong Arthur og mange flere.

Teaterkoncerten er baseret på BBC’s populære TV-serie Merlin, som handler om troldmanden Merlin, der kommer til Camelot, hvor magi er bandlyst. Merlin får til opgave at beskytte kong Arthur og bliver derfor ofte placeret i dilemmaer, hvor han bliver tvunget til at udføre magi for at beskytte den selvsamme mand, som har bandlyst al slags magi.

Det er en klassisk fortælling sprængfyldt med trylleri, eventyr og action. Hvordan gabestokken passer ind i det hele, afslører vi ikke ... Men vi glæder os over at tage den i brug!

En hyldest til fantasy

Det er et stort projekt at instruere en teaterkoncert med et symfoniorkester bestående af 80 mænd og en dansetrup, men 6 elever fra FLOW’s teaterlinje har arbejdet utrætteligt for at få det hele til at lykkedes. Og resultatet er en fantastisk forestilling, der hylder magiens verden:

”Magiske Dage er Odense Hovedbiblioteks hyldest til fantasyverdenen, og det lever vores teaterkoncert op til. Vi har opbygget vores storyline ud fra et ønske om, at tilskuerne skal blive nysgerrige på Merlins magiske univers. Man kan glæde sig til en sjov, spændende og nervepirrende oplevelse!

Vi har en konsulent tilknyttet projektet, Josefine Ørskov, som er en vaskeægte fantasynørd! Hun er et uudtømmeligt kammer af viden og sikrer, at vi overholder fantasyverdenens love og regler – for der er så mange kringlede regler og myter at holde styr på!” fortæller Rasmus Skovmand, leder af teaterlinjen på FLOW og medansvarlig for arrangementet.

Oplev magien lørdag den 19. oktober kl. 15.01 eller 17.01 i Odense Koncerthus. Køb billetter her – og vær i god tid! Der bliver hurtigt udsolgt.