JOHANNE MIILAND - FRA FLOW TIL MUSICALSTJERNE :-)
Det er to dage inden sidste forestilling af musicalen Atlantis i Tivolis Koncertsal, og Johanne Milland, som er tidligere HF Flow-elev, venter på at stå på scenen som Adalena en allersidste gang. 1748 har fået en snak med Johanne om vejen fra HF Flow til en spirende musicalkarriere.
Da Johanne Milland var færdig med folkeskolen, kunne hun mærke, at hun ikke skulle tage en helt almindelig studentereksamen. Faktisk var gymnasiet ikke lige dét, der trak allermest i teenage-udgaven af hende. Men en ungdomsuddannelse lød alligevel fornuftigt i hendes ører, og da hun en dag hørte om HF Flow, vidste hun med det samme, at det var stedet for hende:
”Jeg tænkte, ”Hvis jeg skal gå på gymnasiet, så skal det være et sted, hvor jeg kan bruge den kunstneriske side af mig selv.” Og dét fandt jeg på HF Flow i Odense. Den perfekte kombination af noget fagligt og kreativt,” fortæller Johanne om mødet med HF Flow-uddannelsen.
Musik og mennesker
Johanne gik på Flow Musik fra 2012-15, og det er en tid, hun husker tilbage på med stor glæde:
”Jeg har fået lov at udleve mine interesser og udfolde mig kunstnerisk – og det har helt sikkert styrket mig at gå der. Jeg har lært meget inden for fx musikteori, samspil og nodelære, som jeg bruger i mine jobs i dag.”
Selvom Johanne har fået et rigtig godt fagligt og musikalsk afsæt til fremtiden på HF Flow, er det dog noget andet, hun oftest tænker tilbage på; menneskene:
”Det bedste var de mennesker, som HF Flow tiltrækker. En god blanding af personligheder, der alle var åbne og omfavnende. Og folk på og omkring Flow havde meget fokus på de indre værdier, fremfor ydre. Jeg var dengang nok lidt ”poppet” i forhold til mange af de andre elever – men de var ligeglade, så længe jeg havde interessen for det kunstneriske og var et godt menneske.”
Musical-drømmen gik i opfyldelse
Johanne Milland blev tidligt grebet af musical-genren, og da hun stødte på Musicalakademiet, var hun ikke i tvivl om, at dét var drømmen. Faktisk søgte hun ind på akademiet på både første og andet år på HF Flow – men kom ikke ind.
”I dag er jeg glad for, at jeg ikke kom ind med det samme. Tiden på Flow gjorde mig mere sikker i mit valg og gav mig nogle nuancer på de kreative discipliner. Det blev startskuddet til, at jeg fandt ud af, præcist hvilken retning jeg skulle gå i,” lyder det fra hende.
Johanne foldede sig ud som musicalstjerne på Musicalakademiet fra 2016-19 – og i dag har hun netop afsluttet sin hovedrolle i den hidtil største opsætning af det sagnomspundne drama Atlantis.
Johanne Miland FLOW 1748.jpeg
Tidligere har hun spillet med i opsætninger af blandt andet ”Spillemand på En Tagryg” og ”Den Skaldede Frisør”. Og biograffilmen “Venuseffekten”, hvor hun spiller hovedrollen, er lige udkommet - med stor ros fra anmelderne.
Foran hende venter også en juleturné med Stig Rossen, en hovedrolle i Beatles-musicalen ”She Loves You” - og alle de ting, hun endnu ikke må sige noget om. Drømmen om en karriere på scenen må siges at være gået i opfyldelse.
Når snakken falder på HF Flow, vil den nyklækkede musicalstjerne gerne give andre musical-interesserede en anbefaling med på vejen til slut:
”Jeg føler virkelig, at jeg varmt vil anbefale folk at gå på Flow, hvis de er interesserede i at gå den vej. Der er en dejlig, tryg intimitet. Du bliver bedt om at skabe noget, og det er ret personligt og sårbart. Men der hersker bare sådan en højskoleagtig stemning på stedet – og et trygt miljø giver mod på at udvikle sig.”